top of page

Julegaveguide 2022

Hvert år stiller vores familie os det samme spørgsmål: "Hvad ønsker du dig til jul?", og så går man og tænker rigtig længe over, hvad man egentlig har lyst til at finde under træet. Derfor har jeg, igen i år, lavet en julegaveguide til Harry Potter fans. Jeg har samlet en lille liste af ting, som jeg i hvert fald ville elske at finde under træet med mit navn på!

Lego

Jeg elsker lego, som i virkelig virkelig meget. Det er bare så afslappende at bygge lego, og jo større lego og flere små dele jo federe er det. Derfor skal der selvfølgelig Harry Potter lego på listen. 

Der findes SÅ meget forskelligt Harry Potter lego, helt fra Natbussen, til våbenskjoldene, til forskellige magiske væsner og endda ét kæmpe sæt med hele Hogwarts. Harry Potter Lego kan købes rigtig mange steder blandt andet Fætter BR, Bilka, Kids Coolshop, Føtex og Legos hjemmeside. 

Bøger af Harry Potter skuespillere

For mig, er der altså ikke noget bedre end at åbne en hård firkantet pakke, hvori der gemmer sig en bog. Det er det bedste! Og som Harry Potter fan, er der jo oplagt at ønske sig bøger, der er skrevet af skuespillere, der blandt andet medvirker i Harry Potter. Jeg lavede for nyligt et blogindlæg om netop nogle af de bøger, og det kan du finde lige her

Malebøger

Måske kan man kalde mig barnlig, men jeg synes det er SÅ hyggeligt at tegne i en malebog. Så sætter jeg en lydbog på, og så sidder jeg ellers der og tegner. Det er faktisk ret afstressende! Og selvfølgelig findes der også et hav af forskellige Harry Potter malebøger. De kan købes på Saxo, og mon ikke Bog & Ide og Faraos Cigarer også ligger inde med nogle af dem?

Build-a-bear

Den her var godt nok også på julegaveguiden sidste år, men det er simpelthen for nuttet til ikke at tage det med. Sidste år lancerede Build-a-bear nemlig Harry Potter bamser, og de er SÅ søde. De kan købes på deres hjemmeside fra cirka 175 kr, og udover selve bamsen, kan man jo også købe alt muligt forskellige tilbehør til den, så den er helt klar til at tage på Hogwarts.

Det var det for julegaveguiden i år. Har du et genialt ønske til en Harry Potter fan, som jeg ikke tog med? Så smid det nede i kommentaren, så andre kan ønske sig det!

Francis Walker

bottom of page